Der er planlagt seks bind i krimiserien om journalisten Henning Juul. En serie, hvor hvert enkelt bind udgør en selvstændig og afsluttet roman, mens den gennemgående historie om hovedpersonens jagt på sandheden om sin søns død løber som en rød tråd gennem alle seks bøger. Thomas Enger er i den norske presse blevet sammenlignet med krimisværvægteren og landsmanden Jo Nesbø, og seriens plotopbygning vækker mindelser om den danske tv-serie Forbrydelsen. Enger, der engang var internetjournalist, som hans hovedperson, Henning Juul, er det, ser først og fremmest sig selv som den type forfatter, der er interesseret i personerne i sine bøger. Det er menneskene, der driver plottet. "Det bliver aldrig et godt drama, hvis ikke det handler om mennesker, man interesserer sig for, og det kan aldrig blive spændende, hvis ikke man føler med personerne. Personer, drama og spænding ? det er dét, der er vigtigst for mig," understreger han. ANTI- ELLER SUPERHELT? Fascinationen af det persondrevne plot skinner igennem i Thomas Engers valg af hovedperson. Henning Juul har mistet sin søn, Jonas, han er følelsesmæssigt traumatiseret og har et ansigt, der er skæmmet af ar. Oven i det er der det ydmygende faktum, at en langt yngre kollega nu er hans chef, og hans journalistiske rival har snuppet hans livs kærlighed. Er Juul mere en anti-helt end en helt? "I mine øjne er han en superhelt, både i kraft af sine egenskaber som journalist, og fordi han ikke lader sig stoppe, når det gælder jagten på at finde ud af, hvem der er skyld i sønnens død," forklarer Enger. "Han bliver ved, fordi det er det eneste, der holder ham i live. Han har indset, at hvis han skal have en fremtid, må han forstå fortiden." ENGER OG JUUL "Henning Juul er på mange måder den journalist, jeg gerne selv ville have været. Han er fuldstændig frygtløs og kompromisløs, og når han først vejrer en god historie eller en grov uretfærdighed, så stopper han ikke. Han har en slags ridderlighed og ordentlighed i sig, som jeg godt kan lide. Han passer for eksempel sin alkoholiserede mor, selv om hun ikke behandler ham med andet end foragt." Efter lidt overvejelse tilføjer Enger: "Og han har en dybt menneskelig følsomhed og sårbarhed i sig. Jeg låner ham nogle af de områder, hvor jeg selv får afløb for min uro ? som for eksempel musikken. Og han bor nogenlunde samme sted som mig, og vi er cirka lige gamle. Måske har jeg gjort ham lig mig selv på nogle punkter, sådan at jeg også kan lade, som om jeg er ligesom ham på de områder, hvor jeg ville ønske, jeg var det!"